Første skoledag har til alle tider for alle børn været forbundet men en særlig forventning, længsel, spænding, glæde og måske også lidt angst.
Det kommende børnehaveklassebarn stiller sig en række spørgsmål: Hvordan er min lærer? Vil jeg få kammerater og venner? Er der nogen, der vil kunne lide mig? Hvor skal jeg hænge mit tøj? Hvor mon wc’erne er? Kan jeg nå at spise min mad på 20 minutter? Mon jeg kan finde ud af at gøre det læreren siger?
For langt de fleste børn vil sådanne spørgsmål og de nye udfordringer mobilisere potentialer som medvirker til, at de overvinder de små og store opgaver, som det nye liv byder på.
Men nogle børn er ikke parate til at forlade børnehavens lidt mere frie miljø og indgå i børnehaveklassens noget mere formelle læringsmiljø.
De børn, der stadig overvejende lader sig styre af egen lyst og interesse og som har svært ved at tage en anden persons perspektiv, får måske mindre personlig glæde ved at starte i skole, da de måske vil opleve livet i børnehaveklassen som et negativt ”skal”.
Hvis barnet ikke i et vist omfang kan se de nye muligheder og perspektiver, kan skolestarten give nederlagsfølelse og føre til et manglende selvværd. Man kan sige, at barnet ikke er parat til skolen, men man kan også sige, at skolen ikke er tilstrækkelig børneparat, altså parat til at modtage børnene som de nu engang er.
Naturligvis skal børnene via livet i børnehaven og hjemmet tilegne sig kundskaber og færdigheder samt normer og handlemåder i et sådant omfang, at vi kan sige, at både hjemmet, børnehaven og børnene er skoleparate.
Tilsvarende skal skolen indrette sig efter de aktuelle børns erfaringsverden og handlemåder, således at vi kan sige, at skolen er børneparat. Disse parathedsformer realiseres, når barnets møde med skolen forløber nogenlunde problemfrit og til glæde for barnet.
For at skabe en sådan mangesidet parathed kræves kommunikation og kontinuitet i barnets liv, hvilket forudsætter, at forældre, pædagoger og lærere indgår i et tæt samarbejde.
Hvornår er barnet skoleparat?
Ønsket om, at barnet skal være skoleparat skyldes i et stort omfang, at mange børnehaveklasselærere bekymrer sig om, at børnene i dag møder op med meget forskellige forudsætninger.
Fx udtaler en børnehaveklasselærer:
"Vi har på skolen oplevet, at der blandt børnene, vi modtager i børnehaveklassen, er en stor forskel på evnen til at være selvhjulpet. Ligeledes er der stor forskel på børnenes opmærksomhed, nysgerrighed og interesse for de skoleprægede aktiviteter. Vi møder børn, der viser stor interesse for fx bogstaver og tal, børn der lytter med stor interesse når der bliver læst højt, børn der kan gå i gang med en aktivitet og fuldende den. Modsat møder vi børn, der overhoved ikke viser interesse for det trykte medie eller stort set ikke viser nysgerrighed. De ønsker hovedsageligt at lege. Der er elever, for hvem det er utroligt svært at koncentrere sig om at lytte til oplæsning eller en fælles besked. Ikke mindst de umodne børn, der har problemer med at fungere i en gruppe og tage hensyn til hinanden fylder meget i dagligdagen."
Her tales der om parathed og manglende parathed. Men alligevel kan man ønske sig en mere præcis definition. En meget almindelig definition kunne lyde således: ”Barnet er skoleparat, når det kan skrive sit eget navn; kan gentage simple sætninger; være med i en samtale om et simpelt indhold; kan lytte til højtlæsning; har kendskab til hvordan man læser i en bog; kender de almindelige sociale hilsener (goddag, farvel, undskyld m.v.); kender sange og rytmer; kan fortælle en kort historie”.
Sådanne oversigter er ikke uvigtige, men det er dog vigtigere at hjælpe barnet til at udvikle et sæt af forventninger og motivation, som danner et godt grundlag for at kunne involvere sig i det nye skoleliv.
I denne forstand er barnet skoleparat, når det stræber efter:
- at være kompetent, dvs. at kunne og vide noget
- at kunne selv og opnå selvstændighed
- at kunne skabe social tilknytning, at være sammen med andre og at vise omsorg for andre.
Med afsæt i en sådan motivationel stræben kan formuleres et skoleparathedsbegreb, der overskrider det snævre færdighedsmæssige (fx sidde stille og modtage en kollektiv besked osv.):
- kan forstå og gribes af en opgave stillet af andre, fx at det ikke mister interessen efter få minutter, blot fordi det meget hellere vil finde på noget selv;
- kan leve sig ind i, hvad andre siger og gør, fx at det kan acceptere, at der findes andre synspunkter end lige netop dets egne;
- begynder at kunne anlægge et lidt bredere perspektiv, fx kunne sætte en begivenhed ind i større sammenhæng og acceptere, at en aktivitet, som bliver påbegyndt i dag måske først kan færdiggøres i næste uge;
- har udviklet et vist mål af social kompetence, fx at det kan samarbejde og gå på kompromis i forskellige situationer og anerkende, at dets egen idé kan omformuleres og koordineres med kammeraternes.
Om et barn er skoleparat, er et spørgsmål, som forældre, pædagoger i børnehaven og de kommende børnehaveklasselærere sammen må vurder.
Det kan ikke ensidigt afgøres af den ene part, da et barn meget vel fungerer forskelligt i de forskellige arenaer, - og endelig er det en vanskelig sag at vurdere, da beslutning om skolestart tages længe inden skolestart og på grundlag af barnets trivsel og funktion i familie og børnehave og ikke i den arena (børnehaveklassen), hvor det skal udfolde sin skoleparathed.
Forfatter resurse box:- Stig Broström er pædagog, cand. pæd. og phd. i småbørnspædagogik og interesserer sig for og har skrevet bøger og artikler om daginstitutionspædagogik, skolestart og de første år i skolen, se mere på
http://www.dpu.dk/om/stbrLæs fx Stig Broström & Jette Schytte (2005) Overgangen mellem børnehave, SFO/fritidshjem og skole. Dansk Pædagogisk Forum. (Kapitel 3: Skoleparathed)
